Kræftens Bekæmpelse om fejl i tarmkræftscreening: Fejl der ikke må ske

20-10-2017
Prøvesvarene fra en række borgere, der har deltaget i tarmkræftscreeningen i oktober, er blevet forbyttet hos det firma, der pakker prøverne. Det betyder sandsynligvis, at hundredevis af borgere skal testes igen.

Leif Vestergaard Pedersen, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

I Kræftens Bekæmpelse er skuffelsen og forundringen stor, efter at det er kommet frem, at hundredvis af borgere måske har fået fejlagtigt svar på deres screening for tarmkræft.

- Det er den slags, som ikke må ske. Det er ærgerligt, fordi det kan så tvivl om screeningsprogrammet. Det er vigtigt, at så mange som overhovedet muligt fortsat deltager i screeningen, fordi det er en god måde at finde eventuel tarmkræft på et tidligt tidspunkt, siger Leif Vestergaard Pedersen, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Borgere skal testes igen

Det drejer sig om mindst 634 svar på screeninger, der kan være fejlagtige oplyser TV2, men antallet er stadig ikke fuldstændig afdækket.

- Det er vores klare forventning, at regionerne tager kontakt til de borgere, der kan risikere at have fået et forkert svar, så de hurtigst muligt kan få lavet en ny screening. Som borger skal man kunne regne med, at man får besked, hvis man skal testes igen, og at alt er i orden, hvis man ikke hører noget, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Ingen grund til bekymring

Screeningen for tarmkræft foregår ved, at borgeren modtager et testsæt med posten og derhjemme laver en afføringsprøve, som derefter sendes ind til laboratoriet. Det er firmaet PostNord Strålfors, som står for at håndpakke disse testsæt, som indeholder modtagerens cpr-nummer, og det er ved pakningen af testsættene, at det er gået galt med at koble cpr-nummeret til rette person.

- Det er forfærdeligt trist, at det private firma, som har ansvaret, ikke har været opgaven voksen. Det går ud over de borgere, som nu skal lave en ny afføringsprøve, og det belaster sundhedsvæsenet, som skal rette op på fejlen, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Leif Vestergaard Pedersen understreger, at borgere, der har fået lavet testen, ikke skal være bekymrede, men opmærksomme på, om de skal have lavet en ny test. Samtidig opfordrer Kræftens Bekæmpelse dog alle, der er bekymrede, eller som har en oplevelse af, at noget ikke er, som det burde, til at tage kontakt til sin region eller til egen læge.

Kræftens Bekæmpelse er informeret om, at omfanget af fejlen stadig er ukendt. Vi er blevet bekendt med, at der er sket fejl i pakningen den 2. oktober, og det undersøges, om der kan være sket fejl andre dage. Borgere, der er berørte af fejlen vil få direkte besked. 

Fakta

Kræft i tyk- eller endetarmen er en af de største kræftsygdomme i Danmark, og hvert år får ca. 4.600 personer kræft i enten tyk- eller endetarmen. Tyktarmskræft forekommer først og fremmest hos personer over 50 år, og hyppigheden af sygdommen stiger efter de 50 år. Det er på den baggrund, at man i 2014, med indførelsen af kræftplan III, besluttede, at alle borgere mellem 50-74 år hvert andet år får tilbud om en screening for tarmkræft. Med tarmkræftscreeningerne er det muligt at opdage kræftsygdommen på et meget tidligt tidspunkt, og det giver en markant større mulighed for helbredelse af sygdommen.

Du kan læse mere om screening for tarmkræft her